Lær at bede
Af pastor R.K. Lyle, M.A.
INDHOLD
I. Meditationens bøn
II. Bøn til en nutidig Gud
III. Hvad skal man bede for?
IV. Udholdenhed i bøn
V. Ubesvaret bøn
VI. Taksigelse
VII. Forbøn
VIII. Fadervor som forbøn
IX. Når vore hjerter er tørre
X. Hjem og bøn
XI. Bøn i kirken
XII. Skriftsteder kan blive til bøn
Udgivet af Church House, Fisherwick Place - for længe siden!
Oversat fra engelsk "Learning to pray" af Edith Theis-Nielsen
Church House, Fisherwick Place, har venligst tilladt dette værk (oprindeligt en brochure) på hjemmesiden: www.theis-nielsen.dk/bede.htm (Dansk)www.theis-nielsen.dk/pray.htm (Engelsk). - September 2001
Ethvert eventuelt citat fra dette værk, hvad enten det er i elektronisk form, på skrift eller på nogen anden måde skal være forsynet med angivelse af forfatter og kilde: Pastor R.K. Lyle, M:A., Church House, Fisherwick Place.
I. Meditationens bøn
Bøn og Bibelen må altid gå hånd i hånd, og der er ingen større hjælp til bøn end det at bruge vor daglige Bibellæsning som inspiration til vor bøn.
Med dette for øje begynder jeg min meditations bøn i tilknytning til læsningen. Og jeg foreslår tre simple regler:
(1) Tænk dig ind i, hvad forfatteren har ment; skynd dig ikke.
(2) Sæt dig selv i teksten (Bibelverset), stil et spørgsmål om dig selv.
(3) Lad dette føre til en beslutning og en bøn.
Lad os eksempelvis antage, at vi begynder med Johannes Evangeliet. Hvert vers må tage tid, men tag vers 5: "Og lyset skinner i mørke, og mørket fik ikke bugt med det". (1) Når vi tænker på dette, må vi sørge over, at mennesker ikke modtager dette Lys. Vi går positivt ind på evangelistens tanke; og det er altid en af de ting, der hjælper på meditation. Men vi har endnu ikke gjort Skriften personlig. Så (2) sætter vi os selv ind i det. "Lyset skinner" - i mit mørke. Jeg ser, at Gud altid prøver at nå mig. Har jeg været villig til at tage imod Ham? Dengang i går, lukkede jeg da Lyset ude, ønskede jeg min egen vej? (3) En ny beslutning opstår i mit hjerte, og jeg beder. Det er en bøn først om bekendelse, og så en bøn: "Herre, Jeg bekender...; og jeg beder om nåde til..."
Eller tag vers 6: "Der fremstod et menneske sendt fra Gud; hans navn var Johannes." (1) Tilsyneladende har det kun historisk interesse. Men alt imens vi mediterer, takker vi Gud for ham; og taksigelse er i sig selv bøn. (2) Så gentager vi, "En mand sendt af Gud." Langsomt -. "En mand sendt af Gud, hvis navn var" - hvad? Vi sætter vor eget navn ind her. Sendt, af Gud, i et eller andet ærinde, til en eller anden person, sendt denne dag. Er jeg villig til at blive sendt? Kan Gud stole på mig? (3) Så følger min beslutning og min bøn. "Herre, jeg takker dig for denne ære; gør mig årvågen for, om du vil sende mig i dag."
Et hvilket som helst vers kan give frugtbare resultater. Her er vers 11: "Han kom til sine egne, og hans egne modtog ham ikke." (1) Vi standser. Den historiske situation er klar. Dens tragedie slår os - idet vi ikke blot læser og fortsætter, men standser og tænker. Så (2) gør vi ordet mere personligt, stiller et spørgsmål om os selv. Jeg er "Hans egen". Modtager jeg Ham altid, når Han kommer? Er Han måske kommet på en uvelkommen måde? (3) "Herre, tilgiv mig og, Herre, hjælp mig til at byde dig velkommen uanset, hvordan du kommer. Hjælp mig - i dag."
Så går vi ud i dagen, styrket. Gud og jeg har mødt hinanden. Gud har talt, og vi har lyttet. Vi har bedt, og Han har svaret. Og svaret gør godt dagen igennem.
II. Bøn til en nutidig Gud
Vi har ofte den fornemmelse, at blot vi havde Herren her, som Han var i det gamle Israel, så ville vi ikke have svært ved at komme til Ham og bede; bøn ville være let. Vi ville udøse vore problemer til Ham, sikker på en forstående tilhører og sikker på en kraft til hjælp. Men Herren er her; og den første del af bedestunden burde gives til slet ikke at bede om noget, men til at fornemme Hans nærvær. Lad os forestille os foran Ham, i Hans sande nærvær, og Han nær ved os, i samme værelse, helt opmærksom på os og ivrig efter at hjælpe; og vor bøn vil da være fuld af mening. Sig ud, også højt, "Du er her, Du er her, Du, min Herre, er her;" eller gentag flere gange et godt skriftsted, lige indtil hjertet så vel som hovedet ved, at det er sandt. Min Herre er her, lige så virkeligt som i Marthas eller Peters hjem. Han tog tid til at være med dem; han tager tid til at være med mig. "Min opstandne Herre, min Frelser, er her. Jeg takker dig, og jeg anbringer mig foran dig. Hjælp nu min bøn." Så bliver vor bøn levende; vi beder virkeligt. Min Herre er her, lige så virkeligt som i Marthas eller Peters hjem. Han tog tid til at være med dem; Han tager tid til at være med mig. "Min opstandne Herre, min Frelser, er her. Jeg takker dig, og jeg indstiller mig på dig. Hjælp nu min bøn." Så bliver vor bøn levende; vi beder virkeligt.
Men at fornemme Hans nærvær betyder endnu mere. Enhver, som kom til Jesus for at bede om noget, ventede ikke blot et svar, men gav Ham tid til at tale. Den rige unge mand kom med en bøn så dyb som vor, og en samtale fandt sted mellem Herren og ham, spørgsmål og svar - som tilfældet nødvendigvis må være, hvis vi ser Herren som værende virkeligt til stede. Er det ikke, fordi vi betragter Gud som god, javist, men langt væk, at vi så ofte er den, der udelukkende taler i vor bøn? Han er så fjern, at det er som om, vi kun kan sende Ham et brev og vente uendeligt på et svar. Vi forventer ikke et øjeblikkeligt svar fra Ham, som vi ville, hvis vi forestillede os, at Han virkelig er til stede som dengang med den rige unge mand. Lad os standse i vor bøn og give Gud tid til at tale. Han vi tale. Du hører måske ikke Hans stemme i begyndelsen, hvis du har været uvant med en sådan lytten, men hvis du hver dag fortsat standser og lytter opmærksomt, så vil du begynde at høre Ham. Små tilskyndelser, forslag, formaninger, påmindelser vil komme ind i dit hjerte, og du vil vide, at din Herre har været i forbindelse med dig. Men vær lydig over for disse, ellers ophører du at høre.
III. Hvad skal man bede for?
Bed for hvad som helst dit hjerte attrår. Bed for alt. Det kan du roligt gøre, som lige foreslået, hvis du husker, at du beder til en nutidig Gud. Du vil naturligt rådføre dig med Ham om dit daglige arbejde, dine håb, din angst og dine ambitioner; du vil bede om helbredets gave, for succes i dine forehavender o.s.v. Men hvis du forestiller dig tilbage i det gamle Israel, hvor du dèr møder Herren Jesus, da ville du ikke være tilfreds med blot disse. Du ville på et tidspunkt spørge: "Herre, lær mig også at bede", du ville bede om vækst i kærlighed og beskedenhed samt mod til at tjene. Du ville heller ikke være tilfreds med at møde Ham og få personlige, selv åndelige personlige velsignelser; du ville blive rørt - ansigt til ansigt med Ham - til at identificere dig med Hans håb for verden. Også disse ville komme ind i dine bønner. Faktum er, at hvis vi indser, at bøn betyder at mødes med Ham, kommer disse sidste først. Vi vender rækkefølgen om, idet vi husker, hvem det er, vi beder til, Ham som gav sit liv for os og for verden.
Men ikke destomindre er der stadig nogle, som er urolige for, hvad de skal bede. De frygter, at de uden at vide det, spørger om noget uværdigt, og de holder tilbage af angst. Der må ikke være angst, forudsat Herren virkelig er til stede, når du beder, og du giver Ham lejlighed til at tale, lige så vel som dig selv; det er dog forudsat, at du er forberedt på at lytte, og ikke begrænser det at lytte til Ham. Så kan du bede frit om hvad som helst. Du kan bede om noget så ambitiøst som Jakob og Johannes gjorde, hæderspladser til dem selv. For hvis Han har lejlighed til at svare - hvilket betyder, hvis vi er villige til at være stille og lytte - så vil Han tillempe og rense vor anmodning. Som Han gjorde det med deres, og der skulle ikke være grund til angst for, hvad vi skulle bede om. Vi kan udøse hele vort hjerte til Ham, hvad vi er sikre på og hvad vi er usikre på. Han ved det allerede. Vi kan frit bede.
IV. Udholdenhed i bøn
"Mennesker bør altid bede og ikke besvime."* Det var det stærke indtryk, disciplene fik af vor Herres bedeliv. Han fortsatte med at bede gennem al modløshed. Hvor langsomt var Riget om at komme, som Han bad for; hvor dårlig var ikke reaktionen hos de mennesker for hvem Han bad. Hvordan kan det være, Han ikke blev modløs? Fordi Han altid holdt foran sig den sikre vision om Guds plan. Hvis vort bedende hjerte begynder at blive slapt, så lad os holde inde for en dag eller to for at tænke over, hvad vi ikke har modtaget, for hvad vi ønsker eller ikke ønsker, lad os ophøre med at bede om bestemte ting og søge helt enkelt om at træde ind i Guds store plan. To ting vil følge: vore præcise anmodninger vil falde på plads, det bliver måske på en anden plads end før, og vi vil have opnået udholdenhedens kraft. For udholdenhed er ikke blot en menneskelig egenskab, hvorved vi påkalder Guds opmærksomhed, men Gud selv byder os at fortsætte vor bøn - fortsætte med at bede, indtil vi fanger Hans plan, og Han kan svare. Han svarer "hastigt", siger Herren Jesus, når først vi er inde i Hans plan.
En anden fremgangsmåde kan måske hjælpe til udholdenhed i bøn. Vi har bedt for en velsignelse, for os selv eller andre, med oprigtighed og indtrængenhed, men velsignelsen er forsinket, og vi er ikke ophørt med at bede, men ophørt med at være indtrængende i vor bøn. Vi fremsætter vor anmodning på intetsigende måde, som når et barn skynder sig i seng og beder "Gud velsigne..." Ikke at børns bønner er intetsigende; deres indtrængenhed kan sætte os andre til skamme. Men hvis vi undersøger vor bønner, vil vi opdage, at vi er ophørt med at være udholdende. Det vil gøre os godt at foretage en sådan undersøgelse fra tid til anden, og finder vi, at vi beder for visse ting på intetsigende måde, så skær dem ud af vore bønner som døde grene fra et træ, skær bort denne uvirkelighed - indtil det tidspunkt, hvor de atter ligger som en byrde på vort hjerte. Og det kan endda ske øjeblikkeligt, for den pludselige erkendelse af tomhed i vor bøn kan ved Guds nåde tænde ønsket på ny, og vi vil genvinde udholdenhed.
At handle realistisk med os selv og at træde ind i Guds plan: det er to store hjælpemidler til udholdenhed i bøn.
*Udgangspunktet er Lukas-Evangeliet kapitel 18 vers 1. Red.
V. Ubesvaret bøn
"Far," sagde Jack, "Jeg vil have et gevær. Jimmy har et. Må jeg også få et?" Nu havde Jacks far altid opmuntret ham til at spørge om, hvad som helst han ønskede. Men han ville ikke give ham et gevær. Jimmy henne på vejen havde ganske vist et, men Jimmy brugte det på fuglene, og Jacks far holdt meget af fugle. Hvad skulle han gøre ved Jacks ønske? Han begyndte at tage drengen med ud på mark og sti. De fandt reder og fugle. Jack lærte ikke at tage æggene men at bemærke deres smukke konturer. Han lærte at genkende fuglene på deres sangstemmer. Hans far gav ham fuglebøger, enkle i begyndelsen, større bøger efterhånden, som hans interesse voksede, og da han blev ældre, købte han ham en kikkert til at se fugle med. Han berigede hans liv med en stor, ny interesse. Besvarede han sin søns bøn?
"Åh, mor jeg kan ikke klare regning; jeg hader det," sagde Doris. "Lad mig holde op med at lære regning og tage et andet fag." Hendes mor havde bemærket den daglige kamp og var forstående, men det var for tidligt for Doris at opgive regning endnu og bortset fra det, så moren, at hun havde behov for den disciplin, som koncentration kræver. Doris havde tilbøjelighed til at fly alt det, som ikke var let. Så moren sad og hjalp hende med at forstå og mestre regnekunsten. Det betød, at moren måtte ofre tid hver aften på dette, men de to blev knyttet tættere sammen, og Doris begyndte ved disciplinens tugt ikke alene at mestre sin regning, men også at påskønne sin mor endnu mere. Og i årene derefter blev det regnet som den største velsignelse. Besvarede moren sin datters bøn?
"Min Fader, er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi," bad Jesus i Gethsemane Have, tre gange meget indtrængende. "Min Fader!" Hvorfor var Hans Fader tavs? Elskede Han ikke sin Søn? Ingen i hele verden var nogensinde så elsket af nogen som helst som Jesus var det af Gud. Ikke destomindre måtte Jesus tømme den kalk, den bitre kalk - vor synd. Han tømte den, fordi Han og Faderen sammen ville det. Men hvordan kunne Faderen holde sig tilbage ved sin Søns lidelse? Han holdt sig ikke tilbage. Han var med Ham i det hele og støttede Ham med sin stærke hjælp. Hvis Han ikke havde svaret Ham og svaret Ham virkelig mægtigt, så kunne Jesus aldrig have båret den overvældende byrde som verdens synd er. Anmodningen om at denne kalk måtte gå forbi kunne ikke imødekommes. Og dog var bøn aldrig blevet så fuldstændig besvaret som Jesus vor Herres bøn i Gethsemane. Vi ser svaret i, at Han kunne bære denne lidelse gennem rettergangen, gennem spotten og hånen ved korset. Og Jesus kaldte fortsat Gud for Fader, fordi Han stolede på Ham og kendte Hans svar. "Fader", sagde Han "i dine hænder overgiver jeg Min ånd.
Fik Jack svar? Fik Doris? Fik Jesus? Undlader Gud nogensinde at svare? Den enkelte ting bliver måske ikke givet, men Gud giver ikke en mindre gave. Hvad Han giver er altid meget mere - altid. Han er måske ikke i stand til at give os nøjagtig det ønskede, fordi Hans vise øje ser, at det ikke ville tjene os, selv om vi tror det ville; men hvad Han giver - hvis vi har nåde til at modtage det - er meget større og bedre.
Eller hvad vi beder om, er måske noget, Han er rede til at give os, men vi - selv om vi beder om det - er ikke rede til at modtage det. Sandelig ikke Jacks far, men en anden far var måske villig til f.eks. at give Jack et gevær, men ikke endnu; måske om nogle få år, når han kunne forventes at håndtere det med større omhu. Han ville også sige Nej! til sin søn i nuet, men i realiteten ville det være et Ja! Og Gud er ofte rede til at give os det, vi ønsker, øjeblikkeligt, blot er vi ikke altid rede til at modtage det. Vi er som den, der åbner døren og kalder "Far, giv mig" og vender om, inden svaret kan komme. Vi behøver at blive hos Gud, lytte til Ham, høre Hans plan for os, så vi måtte blive i stand til at gå bort med fyldte hænder. Selv når vi beder om nåde og hjælp i vor kristenliv, hvilket vi jo mener, vi bør modtage (da det er åndelige velsignelser), så er det måske det samme, der gælder. Vi beder, "Hjælp mig til at være tålmodig," "Hjælp mig til at være ren," "Hjælp mig i denne fristelse;" og Gud er mere end villig til at give sin hjælp, øjeblikkeligt og i overflod. Men vi bliver ikke for at modtage det. Vi lader Ham ikke virke gennem os, vi går bort og prøver selv. Vi åbner ikke vore hjerter for at modtage Ham, eller hvis vi har åbnet dem, lukker vi dem igen - bebrejder Gud for ubesvaret bøn.
Gud svarer altid. Han er vor Far.
VI. Taksigelse
Formålet med disse små artikler er ikke at diskutere bønnens filosofi - spørgsmål som kan være hjernegymnastik for mennesker - men at komme med forslag som kan hjælpe og især hjælpe begyndere i den egentlige udøvelse af bøn. For det der er vigtigt er, at vi begynder at bede, og at vi fortsætter med at bede; og efterhånden som vi gør det, bliver mere og mere åbenbaret os om bønnens natur og kraft.
En af de største hjælpemidler til bønnens realitet er også en af de simpleste - taksigelse. Alt for ofte når vi er i vanskeligheder, styrter vi frem for Gud og siger "Hjælp mig. Udfri mig af dette; fortæl mig, hvad jeg skal gøre." Og det er rigtigt; men hvis vi først tog tid til at sige Gud tak for tidligere udfrielse og for, hvad Han selv er, og for hvad Han har gjort i Kristus, så ville vi få så meget forvisning om Ham, at vor bøn ville blive mere virkelig og give tillid til svaret. Hvad som helst, der hjælper os til at få den forvisning, er værd at praktisere, især når det er så enkel og glad en plan som denne er det.
En stor bønnens mand som apostlen Paulus kom helt naturligt i taksigelse. Hvor ofte begynder han: "Jeg takker min Gud" (eller lignende udtalelser). Det er ud af glædelig erfaring at han skriver, "Lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse; så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus."* "Med taksigelse"! Som Daniel sagde tak, da dekretet blev udstedt, som han vidste, indebar løvernes hule. "Han knælede.... og takkede sin Gud, som han gjorde forhen."** Ved at gøre sådan, forvissede han sig om Gud. Ved at gøre som han gjorde, at give taksigelse for tidligere barmhjertighed og udfrielse, fokuserer vi vore tanker ikke på vor magtesløshed eller på dybden af vor prøvelse (hvilket sædvanligvis er det, vi fremhæver), men på Guds storhed; og vore hjerter føres til fred. Apostlen lover ikke, at nøjagtig den anmodning, som er fremsat, nødvendigvis tilstås, men han lover, at alt imens vi beder og takker, får vi fred, får vi Gud.
Lad taksigelse fremtræde meget mere i vore bønner. Lad det komme lige ved begyndelsen. Det forstærker al anmodning; og "at bede i enhver anden ånd er at stække bønnens vinger."
* Filipperne kapitel 4, vers 6-7. **Daniel kapitel 6, vers 11. Red.
VII. Forbøn
Jeg kan forstå (som nogen siger), at jeg skal bede for mig selv, og jeg ved, at jeg skal bede for andre, og jeg ønsker at bede for dem, men jeg forstår ikke, hvordan al min bøn hjælper dem; den eneste bøn, der virkelig kan hjælpe, er deres egen bøn, deres personlige kommen i berøring med Gud. Hvordan kan jeg på afstand sætte en anden i forbindelse med Gud? Forbøn er et mysterium.
Mange ting i livet, som er et mysterium, accepterer vi dog ikke destomindre og ved, at de er virkelige. Sådan er det med radioen; og dog undlader vi ikke at lytte. Vi kender dens kraft. Ligeledes kender vi forbønnens kraft, selv om vi ikke helt forstår den guddommelige mystik i, hvordan den virker. En ting i særdeleshed, der er endda afgørende i denne sag, er: Kristus bad sådan, og Kristus byder os at bede.
En eller anden bliver syg; du tilkalder lægen. Du planlægger at bygge et hus og tilkalder en arkitekt. Du ønsker, at dit barn bliver undervist, så ser du dig om efter de bedste lærerkræfter. I hvert enkelt tilfælde søger du råd fra en ekspert. Nu var Kristus den største ekspert, verden har kendt, og Han bad for andre. Og Hans store løjtnant og ambassadør Paulus bad for andre. Og Moses og Samuel bad for andre. Alle helgener har været mægtige i forbøn. Alle, der er eksperter i det åndelige liv, fortæller os, at bøn for andre tæller. Vi ved måske ikke nøjagtig hvordan. Vi ved ikke i mange tilfælde, hvordan den medicin behandling, som lægen giver os, virker, men vi ved, at han ved, og vi følger ham. Således følger vi Kristus. Kristus kommer fra den anden side af bøn og kender derfor dens indre mekanisme. Derfor beder vi i forbøn; og vi finder, efterhånden som vi fortsætter, at forbøn bliver endda den vigtigste del af bøn.
Hvordan skal vi bede i forbøn? Tag et stykke papir og opdel det i syv dage og læg det i din Bibel. Modsat hver dag sæt de navne, som ligger på dit hjerte. For eksempel menighedstjenere og medlemmerne i deres områder, og du kan følge efter og bede for de mennesker, der bor i din gade eller dit nabolag, både dem du omgås, og dem du ikke omgås hidtil. Hvert medlem ville så være med til at bære kirkens byrde.
Ved én dag kunne du sætte en af kirkens missionsmarker. Tag ikke for meget med, men tag en eller to missionærer, sæt dig ind i alt om dem fra tid til anden og deres arbejde (en notesbog ville hjælpe) og bed i særdeleshed for dem. Efter nogen tid vil du ønske at tilføje andre, men det er bedre at lade bøn være virkelig i et mindre omfang end spredt, så vi taber tråden. Vi høres ikke for vor megen tale eller omfattende vandring.
Lad søndag (eller måske lørdag) være til bøn for din menighedsforstander og din kirke - og for dem, der er dig bekendt, som ikke kommer i kirke.
En dag bør gives til dit land og dets ledere. Foreninger, som du er specielt interesseret i, bør også have en plads. Gud ønsker, at vi beder i særdeleshed for dem, som vi personligt berører; for eksempel personer på din arbejdsplads eller medlemmerne af din klub eller forening. For at bruge ordene fra 1. Johannes Brev omskrevet: Den som ikke beder for sin bror som han har set, hvordan kan han bede for jordens ende for dem han ikke har set? Vore elskede skal vi naturligvis huske på hver dag.
Og bed for dem, ikke småting, men ting som virkelig er store - kendskab til Guds hele fylde og Hans kraft til at tjene og vidne, Hans fred, Hans sejr.
Så bliver bøn mere levende ved at være afvekslende, og vi får forvisning om, at vi hjælper med i Guds Rige.
VIII. Fadervor som forbøn
Til enhver som er i tvivl om, hvordan man beder i krigstilfælde eller for en elsket, som står ansigt til ansigt med fare - hvad har man ret til at bede for? - svaret er et forslag til, at man bruger Fadervor. Bed Fadervor med din ven i tankerne:
Vor Fader, du som er i Himlene - min far, hans far, som forbinder os begge:
Helliget vorde dit navn - af ham i alt, hvad han tænker, gør og går igennem:
Komme dit rige - i ham og gennem ham ved hans trofasthed mod Kongen.
Ske din vilje på jorden - af ham, under alle omstændigheder, med al glæde, som den sker i Himmelen:
Giv os i dag vort daglige brød - giv ham alt, hvad han har behov for til sine opgaver, og giv ham et taknemmeligt hjerte:
Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere - tilgiv ham ethvert misbrug af dine gaver, og giv ham en sand og ydmyg ånd mod andre:
Og led os ikke ind i fristelse - led ham ikke ind i nogen prøvelse, der er for stor for ham.
Men fri os fra det onde - fri ham, fra enhver sygdom i livet; fri ham fra alt, hvad der er ondt:
Thi dit er Riget og magten og æren i evighed - lad ham vide, at riget er hans, lad ham tage magten, lad liv eller død være til din ære.
Det er en bøn, som dækker alle behov Og vi kan bede den for os selv eller for vor ven.
IX. Når vore hjerter er tørre
Det er få mennesker, der ikke har prøvet denne tilstand. Vi kender alle til det at miste glæden og gløden for en tid i vort kristenliv. Hvordan skal vi bede, når det sker? Er vore bønner noget værd? Virker de måske lidt skinhellige - er det tomme ord? Nogle har plaget sig selv med spørgsmål og har endda opgivet at bede - og er efter stort besvær vendt tilbage til bøn efter en ulykkelig og unødvendig tidsperiode. Der behøver ikke at være skinhellighed i bøn gennem sådan en tid. Vor udtørrethed betyder ikke, at vi har forladt Gud og slet ikke, at Han har forladt os; vi har mistet den glade følelse af Hans nærvær, men ikke selve Hans nærvær.
Skal vi da svigte Ham, fordi der ikke er forår i vor andagt? Kan en hengiven og overbebyrdet mor ikke miste kilden i sin tjeneste? Men hun viser fortsat hengivenhed i sin tjeneste. Forlader en soldat måske rækkerne, blot fordi han ikke føler sig ovenpå? Hvor mange slag mon ville blive vundet, hvis det forholdt sig sådan? Og skal vi blot tjene Gud og træde ind på bønnens slagmark udelukkende, når vi føler os glade og ovenpå?
Det er uundgåeligt, at der er skiftende perioder i vort kristenliv. Ingen kan vandre i et land og altid være på toppen og altid glæde sig over store og vidtstrakte udsigter og den åndsopløften, som det bringer. For at komme frem i landet må man vandre på støvede sletter og undertiden uden udsigt overhovedet, men man kommer fortsat frem trods støv og tørke. Det er ikke tørken i os, der bebrejdes os, men det at opgive når vore hjerter er udtørrede. Vor Fader kender vor natur. Han er slettens Gud, såvel som højdernes Gud, og Gud såvel i støvet som ved klart og fortryllende udsyn; og vi kan hjælpe Guds Rige lige så meget i vore tørre perioder som i tider med uforstyrret glæde. Lad os derfor bede mere vedholdende, sikker på at Gud er med os, styrker, lytter, svarer, hvad enten vi føler Ham nær eller ej.
Og en måde hvorpå vi kan genvinde glæden ved Hans nærvær, er planen for taksigelse som foreslået i et tidligere afsnit. Når anden bøn er vanskelig, kan vi i det mindste sige, Tak. Ved at takke Gud for Hans barmhjertighed, ved at opdage de mange ting, vi skylder Ham, bliver vore hjerter ledt til at bede igen i tillid. Han, som har velsignet os på højderne, vil fortsat velsigne os. Hold ud!
X. Hjem og bøn
Under denne overskrift skriver jeg specielt for de, som er på vej til eller allerede har stiftet hjem, dvs. for kærestefolk og unge gifte. Men det har de ældre også været engang, så lad dem blot regne sig med. Du ønsker at være en sand ven, og mere end en ven. Ja, så må du nu overgive dit hjem til Gud, dit fremtidige hjem; beslut lige fra begyndelsen, at du vil gøre det til Guds i bøn. Intet drager os mere ind i venskabets hemmelighed end bøn, for bøn er fortrolighed med den største Ven af alle.
Forskellige organisationer udgiver vejledninger til bibellæsning, først og fremmest til personlig brug, som er af stor værdi, når vi har svært ved at forstå meningen med en bibeltekst.
Men når du bruger sådan hjælp, må du huske, at størst udbytte får du ved at lade teksten tale til dig i stilhed først, og bagefter kan du altid slå op i vejledningen. Omend de kan være til god nytte, så må du alligevel selv granske bibelteksterne, hvis du vil have dit eget sande udbytte.
Måske vil du i begyndelsen føle dig genert ved at begynde på familie bøn, især hvis årene er gået, og du ikke er begyndt. "Åh, det kunne jeg ikke", siger du. Og dog læser og tror vi (eller mener at vi tror) det vigtige vers: "Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft."* Vi er unødigt følsomme over for, hvad den anden eller andre i vort hjem siger. Tror du ikke - jeg er sikker på det - at de snarere vil beundre dig, hvis du påtager dig denne ting, selv om du engang imellem kommer til at snuble? Du ville beundre dem. Er de mindre gavmilde end dig?
Men du ved ikke, hvordan man beder, siger du. G.K. Chesterton sagde engang på sin paradoksale måde, at det er værd at gøre en ting dårligt - i hvert fald i begyndelsen - indtil vi lærer bedre hvordan. Sådan begynder mennesker hvad som helst. Sådan lærer man tennis; eller var du måske fuldkommen første gang, du tog på ketsjeren? Denne sag angående familiebøn er sandelig værd at gennemføre. Det er en af de største berigelser, det er muligt at have i familielivet. Det er derfor værd en mindre indsats. Bed meget enkelt og kort. Brug nogle øjeblikke forinden til at overveje, hvad du vil bede for. Tak Gud for Hans daglige barmhjertighed og Hans omsorg gennem natten, tak Ham for Hans nåde, bed om Hans hjælp i de daglige gøremål, nævn nogen du kender, hvad enten det er nogen, der er nær eller fjern og som har særlige behov, bed om Hans Rige i denne verden, tak Ham for Hans tilgivelse og for styrke i al fristelse og afslut med sammen at bede Fadervor.
Du må selvfølgelig afsætte en tid. Men det kan gøres med lidt planlægning af enhver, som ønsker det. Det er ikke lettere eller sværere end at afsætte en tid til morgenmaden forudsat, vi ønsker fællesskab med Gud lige så meget, som vi ønsker vor morgenmad. En særlig velsignelse hviler på dem, som ønsker det; for "hvor to eller tre" - far, mor, barn - "er samlede i Mit navn", siger Herren, "der vil jeg være blandt dem".**
Filipperne kapitel 4, vers 13. ** Mattæus-Evangeliet kapitel 18, vers 20. Red.
XI. Bøn i kirken
Ved en ungdomskonference blev det spørgsmål rejst om værdien af at gå i kirke, når gudstjenesten er sådan, at den ikke inspirerer. Jeg kender den følelse. Jeg har selv deltaget i sådanne gudstjenester og er bange for, at jeg også har holdt sådanne selv. Hvordan skal vi tilbede, når sløvheden sætter ind i gudstjenesten?
Vi kan stadig tilbede og gøre det i sandhed. Skriften læses, og den kan ingen tage fra os. Det er måske et menneskes stemme, men det er Gud selv, der taler. Ingen kan komme mellem os og Gud, når vi læser Skriften - kun os selv.
Så har vi salmerne, og det er de samme som i den mest inspirerende gudstjeneste. God musik vil sandelig øge vor æstetiske påskønnelse og hjælpe på vor tilbedelse men en ånd, der er stillet ind på Gud, er ikke afhængig af det. De største hellegener til alle tider giver os deres hjælp i de ord de skrev for at udtrykke hjertets andagt. Vi har fællesskab med dem og med Gud. Vi har altid salmerne. Brug ofte salmerne i din personlige andagt. Hav en salmebog ved siden af din Bibel. Læs en af de store salmer; ved at læse den som vor egen kan det hjælpe meget til at give os fællesskab med Gud.
Og så har vi bønnerne. Disse er måske til tider - når de da ikke tages fra kirkens rige udvalg af liturgiske bønner - nedsunket i ligegyldigt sprog eller mangel på forståelighed, men ikke destomindre beder lederen for vore synder, og vi tilstår med ham, vi beder om tilgivelse med ham, vi takker, som han gør, og vi har forbøn, som han leder os i. Hvis vi ikke kan bede med de ord, han bruger, så tænker vi mere på de ord, han bruger end på Ham, som vi beder til.
Det samme gælder budskabet. Hvis vi er opmærksomme på Gud, så finder vi Ham i det. Selv om budbringerens ord halter, må vi huske, at han blot er en budbringer, og vi må koncentrere os om budskabet, sige tak, mens vi lytter, for det levende evangelium, som er hans emne og bede for åndens kraft til at hjælpe ham. At bede for den, som prædiker, hjælper din tilbedelse. Vi samarbejder gennem bøn.
En hel del afhænger af den bøn, man beder ved gudstjenestens begyndelse (og i at man når frem i god tid, så den gives i ro og mag). Hvis det er en bøn til Gud om at hjælpe os til at erkende Hans nærvær - Hans, ikke menneskers - så er det godt; det hjælper hele vejen igennem gudstjenesten. Men det er også en meget stor hjælp til ens personlige tilbedelse at bede for den, der leder gudstjenesten og for de øvrige tilhørere, idet vi bringer dem i stilhed frem for Gud. Når vi gør sådan, når vi gør gudstjenesten til vor egen og ikke til lederens alene, så bliver vi bevidste om Gud og enhver gudstjeneste er til hjælp. Vi har tilbedt; Gud har velsignet os.
XII. Skriftsteder kan blive til bøn
Jeg slutter disse afsnit om bøn, som jeg begyndte, med flere eksempler på meditations bøn, for jeg kender ingen anden enkelt vane, der hjælper mere i andagtslivet. Vi har også brug for at studere Skriften mere omfattende og nærmere med al den opmærksomhed og grundighed, vi er i besiddelse af; men lad os være omhyggelige med først at afsætte tid til stille meditation. Kun på den måde bliver Skriften føde for vor sjæl. Ellers bliver det bare brød i en forretning og ikke brød på vort bord.
Dette er gjort enkelt. Det kræver ikke noget legat, ikke særlige evner; enhver kan læse med største udbytte, hvis han er rede til at sidde foran Skriften som et lille barn og spørge, "Hvad siger det mig?" Uden sådan personlig læsning bliver den studerende selv til en sultende person. Der vil være et budskab i ethvert vers, eller en sætning som griber os, hvis vi giver det tid til at gribe os. Så lad os vende vore tanker, som er Åndens tilskyndelse til os, til bøn - tilståelses bøn, taksigelses bøn, om beslutninger - og så er vi begyndt at lære hemmeligheden i at have fortrolig samtale med Gud, hvilket er kernen i bøn.
Vælg til dette formål de vigtige vers, især fra Evangelierne, men også fra Brevene i det Nye Testamente og Salmernes Bog i det Gamle Testamente og alle de, der bringer dig direkte og øjeblikkeligt i forbindelse med Gud. Mine tidligere eksempler var taget fra Evangelierne; jeg tager nu udgangspunkt i Salmernes Bog, og jeg tager det velkendte, så velkendt at vi i vort sind går let hen over det.
Her er den 23. Salme: "Herren er min hyrde," Min hyrde, min gode hyrde; god, d.v.s. til sit job (som vi ville sige det om en god gartner eller om en god kok), som udmærket kender sin bestilling som hyrde, så hvis jeg "ledes" til ukendte steder i dag, så ved jeg, at det ikke er en fejl, men Han har et godt formål med det, og jeg "frygter ej ondt." Så følger min bøn, som måske først er tilståelse: Herre, tilgiv mig, at jeg tvivlede på din ledelse og beklagede mig over trængsel og hjælp mig til at have tillid til dig nu.
Tag den Salme i Salmernes Bog, der følger: "Herrens er jorden og dens fylde." Herrens! Dvæl ved dette ord. Alt på jorden, alt i mit hus, alt jeg har, er Herrens. Har jeg brugt det som sådan? Eller har jeg regnet det (Gud tilgive mig) som mit eget, og som jeg kunne gøre med, hvad jeg ville? Herre, hjælp mig til at leve med en ny sans for, hvordan jeg forvalter min økonomi.
Eller tag den foregående Salme i Salmernes Bog. Her er tilsvarende velkendte ord, "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Har vi nogle gange følt det sådan? Ja, men har Gud nogensinde haft anledning til at føle sådan om os? (Det er nogle gange godt at vende en udtalelse om, især en beklagelse). Har jeg forladt Ham? Hvor ofte, hvor ofte! Herre, jeg skammer mig; hjælp mig til at tænke mindre på selv og mere på dig.
Så ved at indsætte os selv i Skriften og ved at vende Skriften til bøn, kan vi gøre Gud virkelig for os selv og gå ud i hverdagen stærk i Hans kraft.
Vend så tilbage - afsæt en fast tid - i løbet af dagen til det centrale punkt i morgenens læsning; vælg et sådant punkt til erindring. Ofte vil du glemme, men hver gang du glemmer, så opøv dig selv i denne vane, lige til den bliver fast. Den hjælper meget. Den fornyer vor morgenindvielse og bringer tilbage Guds forfriskende nærvær ved hvilken, vi kan gøre hvad som helst og møde al fristelse og ærgrelse - igennem alle ting udvise Hans ånd.
